Beretning – 2007 - Bording svømmeklub

Gå til indhold

Hoved menu:

Beretning – 2007

Om klubben > Beretninger


BESTYRELSES BERETNING FOR 2007


2007 var et år på det jævne, sagt på godt jysk.
Vi har haft nogenlunde det samme antal svømmere på vinterholdene, hvorimod sommer holdene har lidt mindre besatte, især i de ældste årgange.
Indtægterne har været mindre (for små i forhold til det vi havde budgetteret med) og vi har ikke set ”lyset” omkring de mindre andele af kommunale tilskud, som så rammer os nu.

Årets første arrangement var mærkesvømning d. 1. marts. Et arrangement, der hører til de faste og som har en ”forløber i slutningen af året inden, således at der på en vintersæson afvikles 2 mærkesvømninger.  Det sidst afviklede er således fra d. 22. november 2007.

I april måned ”arbejdede” trænere og hjælpere med sig selv. Vi øvede bassinprøve, fik teoriundervisning af Michael fra Ikast Svømmecenter og sluttede af med at aflægge prøven, så vi var klar til sommersæsonen i friluftsbadet. Dette foregik i et samarbejde med Engesvang Svømmeklub.

Indskrivningen til sommersæsonen var d. 7. maj, med sæsonstart d. 21. maj – Sommerferie var planlagt til uge 28-29-30 og 31. og med afslutning 31. august.

Truslen omkring friluftsbadets eksistens var pludselig meget nærværende. En aktionsgruppe (et par af pigerne var fra vores bestyrelse) gik i gang med underskriftsindsamling og gjorde højlydt anskrig. Tak for det. Uden friluftsbadet er det svært at få lært Bording-børnene at svømme. Som Inge Dinis også udtalte, det er jo også et ”værested” – og det kan vi kun være enige i. Politisk velvilje skal der til og vi håber, at viljen rækker mange år frem. Vores børn får ikke lært at svømme ved at så på en venteliste i Ikast! Vi vil også have noget ”godt” og noget at byde på i Bording.

Ved et mindre arrangement i august fik vi alligevel vist lidt svømning og delt et par medaljer ud. Grillen blev tændt og kartoffelsalaten er jo en fast del af menuen,

I løbet af sommersæsonen var der planlagt et begynder stævne i samarbejde med Svømmeudvalg fra DGI. Skuffelsen var stor da det ikke ligefrem væltede ind med tilmeldinger, og stævnet måtte aflyses.
I september var der så igen tilmelding – til vintersæsonen 2007-2008.
Et enkelt hold er fyldt op og med lille venteliste. Begynderholdet i det store bassin.
På resten af holdene er der stadig god plads.

Juletiden har sine traditioner. Vi har selvfølgelig også vores.
Børneholdene om torsdagen er i Vandland i den tid de plejer at svømme i og fredagsholdet har ”kun” en halv time dernede pgs. Handicapsvømmerne, der kommer hver fredag. Imens vi er i vandland bliver der dækket op med lys og appelsinbåde på kanten i det lille bassin – hvor hygge og afstressning er i højsædet.
For trænere og hjælpere og nogle deltagende bestyrelsesmedlemmer var der julefrokost i cafelokalet på friluftsbadet. Med pakkespil, lys, pynt og julegaver….

Jagten på nye bestyrelsesmedlemmer og trænere er gået ind. Vi vil jo gerne have nogle på holdet, der brænder for opgaverne –  ”Det kommer OGSÅ an på dig!

Pbv        Hanne Lindberg - næstformand



 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu